Opera buffa - alvorlig taget

Aftenens forestilling, Elskovsdrikken, er en såkaldt buffo opera, som mange af de operaer er, som vi elsker: Barberen i Sevilla, Figaros Bryllup, Don Pasquale osv.

En buffo opera er en komisk opera, en genre, der opstod i Italien i 1700-tallet. Den beskæftiger sig med hverdagsmennesker og -situationer og meget gerne med kærlighedsintriger. I daglig tale omtaler man ofte buffoen, som noget, der ikke skal tages alt for højtideligt. Intet kan være mere forkert. Man kan sige at buffoen er for operaen, hvad komedien er for dramaet. Dvs. en genre, der med humoren som middel tager alvorlige sager under behandling. Buffoen er altså operaens komedie - ikke dens lystspil. Som i komedien er værktøjet i buffooperaen som oftest intrigen, som når den gamle herre både i Barberen i Sevilla og Don Pasquale , der selv vil have den unge pige, trækkes rundt ved næsen så længe, at han til sidst må opgive sit forehavende. Og intrigen giver fest og liv på scenen - komedien er festens teater og til festens teater hører festens musik. Det er nok derfor bufooperaer er så elskede.

Men det er altså alvorlige sager, der er på spil. Både Barberen og Pasquale er også studier i kynisme. I Barberen forfølger Bartolo sit mål uden hensyn til omkostningerne for andre, for Basilio er intet middel helligt, når det gælder om at skaffe sig penge, og selv Figaro lægger ikke skjul på at hans tjenester er til falds for den, der vil betale for dem. Alliancerne er delvis tilfældige, alle arbejder for sig selv (og for guldet), og har man opnået, hvad man vil, lægges der ikke skjul på, at det er en ekstra gevinst, at andre må betale prisen.

Elskovsdrikken er også en buffoopera. Men det er samtidig en opera om de store passioner. Heraf kommer det at musikken både er festlig og fejende med rigtige "ørehængere" at gå hjem på, men samtidig er den også ind imellem af en skønhed og inderlighed, der holder ud over festen.

Som nævnt er det en opera om de store følelser, passioner. Nemorino nærer en fortærende passion for Adina, Adina nærer en fortærende passion for sig selv, Belcore for nydelsen og Dulcamara for guldet. Og det er mellem dette firkløver, handlingens tråde trækkes, mens koret ser til med vekslende nysgerrighed og skadefryd, og allerede i indledningssangen slår den barske side af livet fast "Den er heldig som ej kender hjertets hede elskovs brand"

Nemorino elsker som sagt Adina, men som han siger "Ak forgæves led mit hjerte, hun er kold som hun er smuk" og det er hun. Hun elsker sig selv og for hende er kærligheden flygtig og først og fremmest et middel til at hævde sig selv - meget gerne på andres bekostning. Derfor er elskovslegen for hende en kamp, hvor det er sejren, der skal bekræfte hendes eget værd, hvad prisen er for andre, er hende ligegyldigt, faktisk er den største sejer at få mændene til at lide. "Man kan altid man

Det er denne kolde femme fatale der bliver den romantisk naive bondeknøs, Nemorinos skæbne. At den hedonistiske sergent, Belcore, kommer på tværs og er ved at snuppe Adina, er kun et udslag af, at skæbnen her morer sig med at føje spot til skade.

Og alt dette foregår rundt om Dulcamara, der netop er kommet til byen med sin vogn. Dulcamara er denne charmetrold af en svindler - kvaksalver eller forsikringsagent - som vi alle elsker at lade os bedrage af. Der er fest og farve omkring ham, og vi vil alle gerne for en stund tro, at livet er sådan. Han lever af at sælge løgne i tilfældet her mixturer, der kan alt, og vi elsker at lade os narre af ham, og betaler for det.

Men Nemorino bliver hans offer. Desperat sætter han alt ind på at købe den elskovsdrik, der gør ham uimodståelig, så Adina falder for ham.

Og så sker miraklet! Ikke fordi der er andet end rødvin i Dulcamaras mixtur, men fordi Nemorino af forskellige omstændigheder får grund til at tro at drikken har virket. Derved lægger han underhundsvæsenet af sig, retter ryggen og bliver smuk og selvsikker.

Dette ryster Adina. Hendes triumf over Nemorino udebliver, han er endda den første, der tilsyneladende er immun overfor hendes spil. Der krakelerer dette isbjerg af en kvinde, og et mirakel kommer aldrig alene, det viser sig, at der er følelser bag panseret, i sidste ende er hun måske det første offer for sit eget spil. Nu er spillet slut og følelserne kommer frem så stykket, som Holberg siger, kan ende med bryllup, og komedien des artigere spillet.

Det er denne kolde femme fatale der bliver den romantisk naive bondeknøs, Nemorinos skæbne. At den hedonistiske sergent, Belcore, kommer på tværs og er ved at snuppe Adina, er kun et udslag af, at skæbnen her morer sig med at føje spot til skade.

Og alt dette foregår rundt om Dulcamara, der netop er kommet til byen med sin vogn. Dulcamara er denne charmetrold af en svindler - kvaksalver eller forsikringsagent - som vi alle elsker at lade os bedrage af. Der er fest og farve omkring ham, og vi vil alle gerne for en stund tro, at livet er sådan. Han lever af at sælge løgne i tilfældet her mixturer, der kan alt, og vi elsker at lade os narre af ham, og betaler for det.

Men Nemorino bliver hans offer. Desperat sætter han alt ind på at købe den elskovsdrik, der gør ham uimodståelig, så Adina falder for ham.

Og så sker miraklet! Ikke fordi der er andet end rødvin i Dulcamaras mixtur, men fordi Nemorino af forskellige omstændigheder får grund til at tro at drikken har virket. Derved lægger han underhundsvæsenet af sig, retter ryggen og bliver smuk og selvsikker.

Dette ryster Adina. Hendes triumf over Nemorino udebliver, han er endda den første, der tilsyneladende er immun overfor hendes spil. Der krakelerer dette isbjerg af en kvinde, og et mirakel kommer aldrig alene, det viser sig, at der er følelser bag panseret, i sidste ende er hun måske det første offer for sit eget spil. Nu er spillet slut og følelserne kommer frem så stykket, som Holberg siger, kan ende med bryllup, og komedien des artigere spillet.

Men bortset fra det er der ikke sket noget. Verden er stadig den samme. Belcore, der ikke var Adinas (eller nogen kvindes) kærlighed værdig trækker på skulderen og drager videre, der er kvinder nok i verden. Og da Dulcamara ser den tilsyneladende virkning af sit fluidum (som han jo ved er almindelig rødvin) bryder han ud i lovsang over varen, og prøver at slå mønt af dette også.

Verden er stadig den samme kyniske verden. Dog ét håb er der tændt. Den romantiske naivitet og umiddelbarhed, som Nemorino repræsenterer bærer måske fremad. Vi går ikke modfaldne hjem.

Buffo -javel. Festens teater og opera - javel. Men det er blodig alvor.

God fornøjelse!

Ole Skov Thomassen