QuinTango

De fem musikere i orkestret får uden tvivl Piazzolla til at smile i sin himmel. Orkestret udgør nemlig præcis den besætning, som den moderne tangos far skrev sine mest berømte værker til.

Med Ole Bartholin Kiilerich på klaver, Bjarne Hansen på violin, Branko Djordjevic på accordeon, Jørgen Ehlers på guitar og Jens Krøgholt på bas bliver klangen netop, som den skal være.

Ole Bartholin Kiilerich debuterede i 2009 fra solistklassen som pianist ved Det Fynske Musikkonservatorium. Han er fast tilknyttet Odense Symfoniorkester og er derudover en flittig kammermusiker, solist og performer. Bjarne Hansen er mangeårig koncertmester i Odense Symfoniorkester og desuden solist og kammermusiker i ind- og udland. Branko Djordjevic debuterede fra solistklassen på Vestjysk Musikkonservatorium i 2010 og har vundet en lang række internationale konkurrencer på accordeon. Han er desuden komponist og arrangør ved bl.a. teater- og operaopsætninger. Jørgen Ehlers er docent ved Det Fynske Musikkonservatorium. Han er en aktiv og alsidig guitarist og komponist og blandt andet tilknyttet Odense Teater. Jens Krøgholt spiller kontrabas i Odense Symfoniorkester, men gør sig også i både crossover- og jazzsammenhænge.