Stabat Mater af Pergolesi's

STABAT MATER, DEN STÅENDE MODER
af Ole Skov Thomassen

For få år siden var Stabat Mater et forholdsvist ukendt begreb for andre end musikkens inderkreds, hvorimod Requier, messer og oratorier var på manges repertoire. Gennem den sidste tid har Stabat Mater-opførelser floreret.
Hvad er det, der gør, at vi igen er blevet åbne for den ældgamle historie, og hvad er det for en historie Stabat Mater fortæller?
For en gammel historie er det. Teksten, der gennem tiden har udfordret så mange komponister er skrevet af Jacopone da Todi, der levede fra 1228 til 1306.
Stabat Mater-teksten fortæller en af de mest grufulde historier, der kan fortælles: Moderen stående ved sønnens kors: "Hun så sin søn døende og forladt, da han opgav ånden"
Historien er selvfølgelig om Jomfru Maria, og teksten har indgået i den katolske sang.
Men kunst bliver kunst, fordi den almengør det specifikke, og Stabat Mater- motivet har desværre fået en sørgelig aktualitet i dag .
"Den stående moder med sin smerte". Vi ser hende i fjernsynet hver dag i TV-Avisen - fra Ex-Jugoslavien foran nettet til koncentrationslejren, på vognen i flygtningestrømmen fra Bosnien, Kosovo, Afrika osv - Stabat Mater dolorosa - den stående moder med sin smerte.

Teksten er dramatisk i sit anslag i betydningen teatralsk. Den tager udgangspunkt i en handling (eller manglende mulighed for at handle): Stabat Mater - den stående moder.

Sådan må vi forestille os hende - først og fremmest stående, naglet til stedet, handlingslammet, og her ligger måske den egentlige rædsel, at være vidne til sønnens mishandling og død uden at kunne foretage sig noget, uden at kunne afværge.
"Det stående" er i aftenens forestilling forstærket med et kor, der kan vise deltagelse i moderens smerte, men som også må blive stående uden mulighed for at gribe ind.
Men "Den stående moder" bærer også på et andet budskab, hun bliver stående, bryder ikke sammen, falder ikke.
Og her er vi ved kernen af Stabat Mater. Hvad får Jomfru Marie eller alle disse mødre verden over til at blive stående, holde sig på benene gennem alle disse ufattelige rædsler og absurditeter? Hvor får de styrken fra? Der er kun én mulighed: håbet trods alt. Håbet om, at der bag denne totale absurditet alligevel er en slags mening. Stabat Mater teksten ender: "Når mit legeme skal dø, lad da min sjæl gives Paradisets glans".
Hvor Bosniens, Afrikas eller Kosovos mødre får dette håb fra er ikke til at sige - men uden dette er der ikke noget liv.
Denne dobbelthed mellem rædsel og håb fastholdes i eminent grad af Pergolesis musik. Musikken er af en klarhed, der skærer ind til marven, men som samtidig er af en ufattelig skønhed.
Den skildrer rædslen med en hudløs ærlighed, og den bevarer håbet om ikke alene "Paradisets glans" som teksten ender med, men også om en glans her i verden.

God fornøjelse

Ole Skov Thomassen.