Vild med tango? Så se opera
02-11-2011
Maria de Buenos Aires får pæne ord med fra anmelderne. 

Der var lange og vedvarende klapsalver til premieren på tangooperaen Maria de Buenos Aires forleden på Den Fynske Opera. Og anmelderne følger op med ros og pæne ord.
Politikens Thomas Michelsen giver hele fire hjerter til opsætningen, og roser ikke mindst Ingeborg Børch i rollen som Maria. ”Trods rollens krav om total udkrængning vover og vinder hun”, skriver han.
Jyllands-Postens Christine Christiansen mener ligefrem at Ingeborg Børch er perfekt castet til rollen som Maria.

Der er også fire stjerner at komme efter i Fyens Stiftstidende, hvor Mikael Krarup glæder sig over et velfungerende ensemblespil og ligefrem skriver ”Vild med tango? Så se forestillingen!”
Gregers Dirckinck-Holmfeld kalder forestillingen et utraditionelt tiltag, som han mener kan rykke operapublikummet ud af de trygge folder.

Forestillingens to dansere Alejandra Heredia og Mariano Otero får ord som eminente og fremragende med fra anmelderne, og Thomas Michelsen skriver at de ”mestrer nogle lækre moves.” Orkestret Quin Tango får også roser af anmeldere, der skriver om sprøde toner og livfuldhed.

Med følgende afslutning fra Thomas Michelsen i Politiken skulle der være endnu en grund til at se Maria de Buenos Aires:
”Med en kombination af hudløshed og professionalisme skaber de medvirkende en version af Piazzollas miniopera, som holder publikum i et velfungerende dansegreb frem til den lykkelige slutning.”

Ingeborg Børch er perfekt castet som Maria, mener en anmelder, og danserne Alejandra Heredia og Mariano Otero får også flotte ord med på vejen for deres præstation i tangooperaen Maria de Buenos Aires. Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com