Sangere er vilde med nyskrevet opera
26-09-2010

Mere end 60 sangere har været til audition på en moderne opera som Operaen i Midten sætter op næste år.

 

Komponisten Paul Schwartz fik enorme roser af de mange sangere fra hele norden, der fredag og lørdag gik til audition på operaen ”Orpheus ’68”. Han sad selv i dommerpanelet sammen med tekstforfatteren Simon Crow og repræsentanter fra Operaen i Midten, Den Fynske Opera og Operaen i Trondheim, der producerer forestillingen sammen.

 

Mens Paul Schwartz selv nød at høre sin musik folde sig ud blandt de sangere, der gav deres bud på rollerne, var der heller ingen tvivl om, at sangerne nød at synge de skønne toner.

”Det er ikke fordi jeg vil fedte, men jeg er simpelthen nødt til at sige, at det her virkelig er skøn musik”, var en sætning, der gik igen flere gange.

 

De tre operakompagnier, der sætter den helt nye opera op, havde søgt sangere langt omkring, og de kom fra både Norge, Sverige og Danmark og endda fra Estland for at vise, hvad de kan. Sangerne fik mulighed for at synge et stykke efter eget valg og et stykke fra den nye opera, som de har haft godt en uge til at sætte sig ind i.

 
Talentmassen er stor, og cheferne fra de tre huse skal nu, sammen med komponisten, tekstforfatteren og instruktøren Daniel Bohr, i gang med at finde frem til netop de seks, der gør det allerbedst.

”Det er vidunderligt at høre Pauls musik, og det glæder mig meget, at vi har fået lejlighed til at høre så mange bud på rollerne.  Vi har et godt udvalg at arbejde videre med, og jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal finde de rette, så vi til næste efterår har en fantastisk opera at vise,” siger Flemming Vistisen, der er operachef i Operaen i Midten.

 

”Orpheus ’68” foregår i et mindre operakompagni i Prag, der, i foråret 1968, hvor kommunismen kortvarigt løsner grebet, er i gang med en opsætning af den klassiske historie om Orfeus. Instruktøren kommer fra Frankrig, og ud over at instruere, har han et brændende håb om at genvinde den kvinde, han syv år tidligere blev forelsket i. Hun er ledende sanger i kompagniet, men også gift med en af de andre sangere, ligesom den parti-tro chef holder øje med hende, så der er lagt op til masser af drama.

”Orpheus ’68” bliver opført en række steder i Danmark og skal siden også på scenen i Norge.

Audition på "Orpheus '68".
Dommerpanelet lyttede over to dage til godt 60 sangere, som hver især blev drøftet efterfølgende. Med i panelet var blandt andre tekstforfatter Simon Crow og komponist Paul Schwartz. De ses længst væk. Foto: Mads W. Gammelmark.