Stor begejstring for tango-opera
14-11-2011
Næsten alle stole har været fyldt til de to første jyske opførelser af Maria de Buenos Aires.
Operaen i Midten havde fredag aften jysk premiere på tango-operaen Maria de Buenos Aires. Det overværede en stort set fyldt sal i Folkets Hus i Struer, og dagen efter var der også publikummer på alle stolerækker i Sekskanten i Herning. Begejstringen hos publikum var stor begge dage, og lørdag var der ligefrem stående ovationer.
Operaen i Midten har fået mange flotte kommentarer om forestillingen. For eksempel skriver Emma Robinson fra Lemvig: ”Danserne var meget flotte og de sang alle sammen rigtigt godt.”
Karen Marie Holm skriver om: ”En helt vidunderlig, elegant og sensuel opera. Maria de Buenos Aires med alle aspekter af drama i forskellig kunstnerisk udførelse.”
I det hele taget er der masser af ros til den særlige forestilling, der med historien om den argentinske tango fører sit publikum ind i et helt særligt univers. De flotte stemmer og den skønne musik fik mange flotte ord med på vejen, men ikke mindst de to tango-dansere betog rigtigt mange.
Alejandra Heredia og Mariano Otero er hentet til Danmark fra Madrid for at levere smukke og temperamentsfulde trin til tango-operaen. Og de er et stort hit.
Mandag eftermiddag får elever på balletskolen i Holstebro glæde af dansernes evner, ligesom de gæster talentakademiets talentlinie.
”Vi er utroligt glade for at det er lykkedes at få de to dansere med. De danser i hele Europa, så det var et held, at de havde tid til vores forestilling,” siger operachef Flemming Vistisen.
Onsdag er der tango-opera i Bakkehuset i Ikast, før Knudsens i Holstebro fredag og lørdag lægger rammer til de sidste forestillinger. Alle, der har købt billet til Operaen i Midtens opførelser af Maria de Buenos Aires har mulighed for at melde sig til en time i tango, som finder sted på lørdag hos Holstebro Dance Studio.

- Publikum fordelte sig på flere niveauer og fik godt udsyn i den særlige sekskantede sal på Herning Højskole.

