Jyske dansetrin på norsk
08-06-2011
Operaeksport til Bergen sender flere kulturinstitutioner på rejse
Om få uger er der premiere på den norske udgave af operaen ”Hans & Grethe”. Den forestilling som Operaen i Midten havde stor succes med i december sidste år.
Blandt forestillingens mange dygtige aktører var 17 elever fra Det kongelige Teaters Balletskole i Holstebro. De blev ledet af koreograf Theresa Jarvis Eliasen, som nu udvider sit virkefelt til Bergen.
Hun har netop været i Norge for at arbejde med børnene fra Bergens Kulturskole, der skal udgøre balletten i den nye version.
Forestillingen opføres i den enorme Grieghallen og her skal orkestret sidde på scenen og være en del af scenebilledet. Det betyder også at balletten må rettes til, og det arbejde er Theresa Jarvis altså nu i gang med.
”Det er klart at denne version bliver anderledes end den danske, hvor korpset havde en anden scenografi at danse i. Men de norske børn danser godt, så det skal nok blive fint,” siger Theresa Jarvis Eliasen.
Ud over koreografen har instruktør Pernille Elimar og scenograf Jan de Neergaard også været i Bergen, og de er snart på vej derop igen for at arbejde videre med forestillingen.
Den 28. juni er der premiere på forestillingen og på Operaen i Midten som eksportvirksomhed.

- Elever fra balletskolen i Holstebro øvede sidste år på dansen til Hans & Grethe. Nu er det danseglade børn i Bergen, der skal have styr på trinene.

