Børnehaver står i kø for at opleve trylleopera
11-11-2010
Mere end 600 børn kan glæde sig til et møde med levende musik og sang, når Operaen i Midten lukker op for Tryllehatten.
Operaen i Midten er i tidligt julehumør, så børnehaverne i Holstebro, Herning, Struer og Ikast-Brande kommuner er inviteret til gratis musikteater. Institutionerne har taget imod med kyshånd, så pladserne til alle forestillinger i de fire kommuner blev revet væk på få dage.
”Vi er meget glade for at opbakningen til vores forestilling er så stor. Det viser, at vi her har ramt noget, som børnehaverne savner,” siger operachef Flemming Vistisen.
Det viser tilbagemeldingerne også. Mange børnehaveledere har meldt sig med stor begejstring og med kommentarer som:
”Når vi kan opleve noget, der er så specielt, så er der slet ingen tvivl om, at vi skal bakke op.”
”Tryllehatten” har premiere i Bakkehuset i Ikast onsdag den 17. november. Det er operasanger Birgitte Götze, der har udviklet forestillingen sammen med musikerne Ulrich Hein og Bent Skourup Hansen. De udgør en herlig trio, som tryller en række remedier op fra en hat. Hver ting udløser en sang, der både kan være en kendt børnesang, noget klassisk i den populære afdeling, eller måske noget, som børnene aldrig har hørt før.
”Det er vigtigt for mig at introducere børnene til det klassiske univers, som ellers er fremmed for mange,” siger Birgitte Götze.
Hun glæder sig også til at være helt tæt på sit publikum. De tre medvirkende vil nemlig være på gulvet, hvor børnene sidder, så der hverken er hårde voksenstole eller en scenekant mellem de levende udøvere og deres publikum.
”Jeg tror, det betyder rigtigt meget for børnene at opleve at vi er der i levende live, og at vi optræder uden mikrofon. Vi skal også have dem til at deltage, og vi har valgt nogle sange og et toneleje, der netop passer til den aldersgruppe,” siger Birgitte Götze.
Efter premieren i Bakkehuset i Ikast, går turnéen videre til Herning, Holstebro og Struer.

- Det er populært i børnehøjde, at Birgitte Götze tryller med klassisk skønsang. Børnehaverne står i kø for at opleve det. Foto: Ole Mortensen/Tilsted.com.

