Brunkagemænd fik ben at gå på
04-09-2010

Hans og Grethe på vej til sit publikum.

 

En lang række børnefamilier og andre interesserede, der lørdag besøgte midtbyen i Holstebro, har fået kendskab til, at Operaen i Midten til december er klar med familieoperaen "Hans & Grethe".
Mere end 100 hjemmebagte brunkagemænd blev nemlig delt ud i forbindelse med det store arrangement Holstebro Åben.

De mange, der kom forbi teatrets stand i Musikteatret, kunne høre om Hans & Grethe og de andre spændende forestillinger, som Operaen i Midten er på vej med. Desuden var der også mulighed for at se et par af de flotte kostumer fra forestillingen Aria.

De uddelte brunkagemænd var alle bundet sammen med en flyer, der fortæller mere om familieforestillingen og om, at den bliver vist i både Holstebro, Aalborg, Århus, Viborg og Herning i julemåneden.
Brunkagemændene var et naturligt supplement, både fordi operaen opføres tæt på jul, men endnu mere fordi en række brunkagemænd optræder syngende i forestillingen.
Det vakte interesse hos mange af de besøgende.

Brunkagemænd i operaen.
Mere end 100 brunkagemænd og flyers blev delt ud til interesserede, der både kunen høre og læse mere om Operaen i Midtens opsætning af familieoperaen "Hans & Grethe". Foto: Mads W. Gammelmark.