Fortsat usikkerhed for fire egnsteatre i Midt- og Vestjylland
31-08-2007
Det er godt, at kulturministeren har bevilget ekstra penge, så den statsrefusion, som egnsteatrene hidtil har fået, fastholdes i 2008. Men fra 2009 er egnsteatrenes økonomiske situation igen usikker og uafklaret. Det sætter både teatrene og kommunerne under pres.
Det understreger den politiske styregruppe i Kulturregion Midt- og Vestjylland, der er et samarbejde mellem seks kommuner, i et brev til kulturminister Brian Mikkelsen. De seks kommuner er Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Struer, Ikast-Brande, Herning og Holstebro. Styregruppen har også opfordret Kommunernes Landsforening til at gå ind i sagen, som vil få konsekvenser for alle egnsteatre i provinsen.
Baggrunden
Hidtil har staten refunderet 50 pct. af de kommunale tilskud til egnsteatrene. Dette faste tilskud har givet kommunerne sikkerhed i budgetteringen og egnsteatrene sikkerhed for den daglige drift.
Tidligere på året indgik regeringen og Dansk Folkeparti imidlertid en aftale om at lægge loft over det beløb, som refunderes fra staten til kommuner med egnsteatre. Det betyder, at egnsteatrene skal dele et fast beløb - uanset hvor mange egnsteatre der er, og uanset, hvor mange nye der oprettes.
Kulturministeren har nu forlænget den hidtidige ordning med 50 pct. statsrefusion til også at gælde for 2008. Det er kommunerne i Kulturregion Midt- og Vestjylland tilfredse med. Men hvad med 2009 og årene derefter? Da har kulturministeren lagt op til, at statens refusion bliver variabel fra år til år.
Uholdbart for teatre
og for kommunerne
Det er uholdbart for teatrene.
- Teatre arbejder med lange perspektiver og planlægger flere år forud. Hvis de ikke ved, hvilken økonomi de har, er det vanskeligt at indgå kontrakter med skuespillere og instruktører. Vi kan konstatere, at teatrene allerede nu lider skade under truslen om ændringer i refusionsprocenterne. Arbejdet med nye forestillinger er svækket. Teatrenes arbejdsforhold er vanskeligere, og kvaliteten sættes under pres, siger Johs. Poulsen, der er formand for styregruppen.
Det er også uholdbart for kommunerne.
- Den variable refusionsprocent vil bevirke pres på den kommunale økonomi med forventninger om, at kommunerne vil dække den manglende refusion fra staten. Det er ikke rimeligt, at staten sætter kommunerne i en sådan situation. De fleste kommuner vil ikke være i stand til at løfte opgaven økonomisk, påpeger Johs. Poulsen.
Kulturregion Midt- og Vestjylland opfordrer Kommunes Landsforening til over for kulturministeren at anbefale, at staten ved etablering af nye egnsteatre udvider sin budgetramme frem for at indføre variable refusionsprocenter.
Forskel på København
og provinsen
Den politiske styregruppe hæfter sig i øvrigt ved, at der ikke tilsvarende er - eller er lagt op til - usikkerhed om de københavnske teatres tilskud fra staten.
- Det er en helt uacceptabel forskelsbehandling af teatre i hovedstaden og i provinsen. Det må vi tage afstand fra, siger Johs. Poulsen.
Egnsteatre i Kulturregion Midt- og Vestjylland
* Odin Teatret i Holstebro.
* Team Teatret i Herning.
* Musikdramatisk Teater, Landsdelscenter Midt-Vest (Herning, Ikast-Brande, Struer og Holstebro kommuner).
* Teatret OM i Ringkøbing-Skjern
Desuden på egnsteater-lignende vilkår:
* Ensemble Midt-Vest, Landsdelscenter Midt-Vest (Herning, Ikast-Brande, Struer og Holstebro kommuner).
Flere oplysninger:
Johs. Poulsen, formand for styregruppen,
formand for Udvalget for Kultur og Fritid, Herning Kommune, medlem af Folketinget
tlf. 2010 3387.
Niels Viggo Lynghøj Christensen, næstformand for styregruppen,
formand for Udvalget for Kultur og Fritid, Struer Kommune, tlf. 2173 1847

