Nålen vandrer fra rollespil til yndige lysalfer
29-11-2010

Lone Friis har syet kostumer til DR-serien Barda. Nu står hun bag syngende kagemænd og balletdukker i Hans & Grethe.

 

Der er både svampehatte, lyskæder og kunstige bryster på systuen hos Lone Friis. Hun er ved at lægge sidste hånd på de mange kostumer til Operaen i Midtens opsætning af ”Hans & Grethe”.

 

I samarbejde med scenograf Jan de Neergaard skaber hun det eventyrlige univers, og det er slet ikke fremmed for hende. Lone Friis har nemlig syet alle børnekostumerne til DRs fantastiske rollespils-serie Barda. Hun har også deltaget i arbejdet med de voksne orker, trolde, og en masse andre særlige væsener.
Hun har også arbejdet på flere film og tv-serier.

 
Nu får hun heksen til at være grum, mens to voksne kvindelige operasangere skal ligne børnene Hans og Grethe og elever fra balletskolen i Holstebro skal blive til både dukker, lygtemænd og skovsvampe. Oven i det skal børnekoret i forestillingen være syngende kagemænd.

 

Operaen i Midten sætter alle sejl til i denne opsætning, der har premiere i Musikteatret Holstebro den 4. december. En stor og effektfuld scenografi, eventyrlige kostumer og skøn musik går op i en højere enhed. Ud over de seks voksne solister, er også et kor på 25 børn, 17 elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole og hele Orkester MidtVest med.

Operaen er skåret til, så den passer til et moderne dansk familiepublikum. Det betyder at nogle af de lange sangpassager er erstattet af talt dialog, så forestillingen får et flot tempo. Efter premieren i Holstebro tager ”Hans & Grethe” på turné til Aalborg, Århus, Viborg og Herning.

Kagemænd syes til live.
Lone Friis har travlt i disse dage med nålen – hun kreerer kostumerne til de syngende kagemænd og balletdukker i Operaen i Midtens opsætning af Hans & Grethe. Foto ved Mads Gammelmark/Operaen i Midten.