Musikdramatisk Teater i samarbejde med Montana i ARIA
11-07-2006

Musikdramatisk Teater
samarbejder med Montana

Møbelvirksomheden Montana i Haarby på Fyn går nu til operaen.

Det sker i form af et samarbejde med designeren Steven Scott om at skabe scenografien til det midt- og vestjyske operakompagni Musikdramatisk Teaters nye forestilling til efteråret.

Vi lærer af kunsten

Virksomheden Montana har i mange år sponsoreret kunst – lige fra græsrødderne til de etablerede f.eks. Det Kgl. Teater. - Det er vigtigt for os at have et tæt samarbejde med kunstnere, fordi kunsten befrugter, sætter fri og giver energi. Vi kan lære meget af kunsten om iscenesættelse. De fleste er bange for at gøre noget nyt, og derfor er det vigtigt, at vi lærer noget, så vi kan sætte kunderne fri, siger direktør Peter Lassen, Montana

Verdenspremiere

Fredag den 29. september er der i Musikteatret HolstebroHallen premiere på den nye opera "ARIA" med musik af den amerikanske komponist Paul Schwartz.

Montanas futuristiske stilelementer danner rammen om en forestilling, som blander opera og loungemusik. Foruden et 24-mands orkester kan man opleve operasangerne Susanne Elmark og Henriette Elimar samt seks dansere og kor.

Morten Innstrand har iscenesat, og kostumerne er skabt af den danske haute couture designer Jørgen Simonsen.

Musikdramatisk Teater har altid haft til hensigt at udfordre operagenren og gør det med denne provokerende forestilling, som efter premieren i Holstebro kan opleves i musikhusene i Herning, Vejle og Århus.