Lær dans med operaen
27-10-2011
En billet til operaen Maria de Buenos Aires giver mulighed for at lære at danse tango. 

Operaen i Midten er gået sammen med Holstebro Dance Studio om et ganske særligt tilbud, når der inden længe er tango-opera på programmet. Når billetten til operaen er købt, er der mulighed for at melde sig til en lektion i tango.

”Operaen Maria de Buenos Aires handler om tango og tangoens historie fra rendestenen til de bonede gulve. Derfor synes vi det er oplagt at kæde opsætningen sammen med undervisning i tango,” siger operachef Flemming Vistisen.

Maria de Buenos Aires er fuld af skøn musik, dejlige sange og imponerende dans i et sanseligt og lidenskabeligt univers. Opførelsen er stemning, rytme og surrealistiske tekster, der bliver talt på spansk og sunget på dansk.

Til gengæld bliver der talt dansk, når Holstebro Dance Studio på Bastrupgårdvej lægger lokaler til en times undervisning i tango. Alle, der har købt billet til Maria de Buenos Aires i Struer, Herning, Ikast eller Holstebro, kan melde sig til tango lørdag den 19. november kl. 16 eller 17. Det sker ved at skrive til projektkoordinator Mads Gammelmark på mads@operamidt.com og så tildeles pladserne efter først-til-mølle.

Mens vi venter på at vise operaen, er det muligt at se billeder fra forestillingen på Operaen i Midtens hjemmeside. Her er der også filmbidder fra prøverne.

 

Alejandra Heredia og Mariano Otero leverer den professionelle dans i tangooperaen Maria de Buenos Aires, men danselystne publikummer har muligheden for at lære noget sammen med Operaen i Midten. Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com