Operachefens årsberetning 2009
01-03-2010
2009 blev et virkeligt godt år for Musikdramatisk Teater/Operaen i Midten. Et år med et højt aktivitetsniveau, stigende kvalitet, udfordrende og populært repertoire, national udbredelse og et stort publikum.
Både forårets dobbeltforestilling og efterårets blockbuster levede til fulde op til teatrets værdigrundlag om at satse på kvalitet, nytænkning, popularitet og aktualitet.
Forårets dobbeltforestilling De syv Dyders hus og Drømmen om Tahiti var gennemsyret af professionelt håndværk både på scenen som udenfor. De tre centrale bagfolk, instruktør Ina Miriam Rosenbaum, scenograf/videodesigner Signe Krog og lysdesigner Ulrik Gad formåede sammen med det øvrige mandskab og kunstnerne på scenen at give et levende og dramatisk bud på de to operaer. Sangerne var fundet gennem flere omgange af casting, og mundede til sidst ud i, at rollerne blev besat med såvel operasangere som dansere og skuespillere i en skøn blanding, der tilgodeså alle aspekter af de store krav, som forestillingerne krævede.
Foruden voksenforestillingerne opførte teatret også De syv Dyders Hus for gymnasieelever i Holstebro, Herning og Aalborg. På trods af det fremmedartede og moderne sprog formåede forestillingen at ramme de unge med sin blanding af action, drama og musik. For anden gang i sin levetid gæstespillede Musikdramatisk Teater på Aalborg Operafestival og fortsatte sin miniturné til Musikhuset i Aarhus. Igen i 2010 besøger teatret igen de to største jyske byer, hvilket teatrets ledelse tager som udtryk for teatrets høje niveau og kvalitet.
Dobbeltforestillingen spillede i alt 10 gange i byerne Holstebro, Herning, Aalborg og Aarhus for ca. 200 publikummer pr. gang, og blev anmeldt i Jyllands Posten samt de lokale medier. Forestillingen blev sponsoreret af BikubenFonden, Augustinus Fonden, V-Print og Tilsted com.
Og så til noget helt andet, som man siger. Og det blev det; efterårets produktion lå milevidt fra forårets hvad angår indhold. På undertegnedes opfordring allierede teatret sig med tre skrupskøre kunstnere fra Aarhus, og de, Hans Dueholm, Jakob Næslund Madsen og pianisten Allan Dahl Hansen, udviklede fra bunden en komplet ny version af den kære gamle danske operette af Emil Reesen og Mogens Dam, ”Farinelli”. Denne gang med den lumre sidetitel: Intet under bæltestedet.
Det vil være en underdrivelse at kalde forestillingen for en publikumssucces, for i 2009 har ikke mindre end 35 teaterforeninger over hele landet taget imod ”Farinelli” med åbne arme og dermed banet vejen for teatrets fremtidige mål: at blive Danmarks næststørste turnéteater inden for opera.
Forestillingens ubetingede succes har således smittet af på teaterforeningernes efterspørgsel for mere klassisk musikdramatik og skabt grobund for teatrets fremtidige landsdækkende turné-forestillinger. Allerede nu har 17 teaterforeninger købt teatrets turnéforestilling, La Boheme, i foråret 2011.
Efter udtrykkeligt ønske fra de offentlige tilskudsydere i de fire hjemegnskommuner besluttede teatret at skifte navn. Valget faldt på ”Operaen i Midten” og var samtidigt startskuddet til at revurdere teatret profil og mål for fremtiden. Ved et festligt nachspiel efter premieren på Farinelli i Syvkanten i Herning kunne de mange inviterede således fejre dagen med rigeligt af øl, sodavand og røde pølser og cementere sin betydning for teaterlivet i specielt Region Midtjylland med deltagelse af bl.a. regionsformand Bent Hansen. Teatrets regionale profil er endvidere understøttet af fremtidige forestillinger i hele Region Midtjylland, som også i 2010 har valgt at støtte Operaen i Midten med penge til rockoperaen L.A. Jim. Med navnet ”Operaen i Midten” ønsker teatret inden udgangen af 2011 at blive anerkendt og eftertragtet lokalt, nationalt og internationalt som Danmarks second-to-one operainstitution, hvor æstetik og store oplevelser går hånd i hånd med ny indsigt, viden og refleksion inden for operakunsten.
Ved siden af sine hovedaktiviteter har teatret optrådt ved sponsorarrangementer, præsenteret koncerter med udenlandske kunstnere og tilbudt teaterintroduktioner. Teatrets budget tillader desværre ikke yderligere aktiviteter, men fremover ønsker teater at brede sine aktiviteter ud på flere områder.
Forude venter nu stædigt at fastholde arbejdet med at hæve og fastholde kvalitetsniveauet, forestilling for forestilling. Der skal være plads til at satse og fejle, men det skal altid ske på baggrund af en benhård og kvalificeret indsats for at yde det ypperste. Teatrets opgave i fremtiden er stadigt at turnere og projektansætte sangere, musikere etc. Teatrets geografiske placering i det midt- og vestjyske og teatrets økonomiske grundlag forudsætter kreative løsninger, hvis teatret fortsat skal være en succes.
Det har teatret imidlertid valgt at se som sin styrke, hvor repertoirets diversitet og skiftende kunstnere er med til at revitalisere teatret fra gang til gang. Det kræver mange ekstra ressourcer, som teatret lige nu ikke råder over, men det er med til at bevare teatrets ry som fornyer og utraditionelt tænkende i forhold til sine omgivelser. Planen for 2010 viser med al tydelighed teatrets måde at handle aktuelt på. Kulturministerens store plan om ”Kultur for alle” er i forvejen implementeret i teatrets plan om ”Opera for alle”. At gøre en finkulturel kunstart som opera tilgængelig og folkelig for alle er og bliver eksistensgrundlaget for Operaen i Midten.
Flemming Vistisen
Operachef

