Opera synger på flere vers
06-05-2011
Fire kommuner har sagt ja til fortsat støtte til Operaen i Midten
Musikdramatiske nyskabelser er sikret i Midt- og Vestjylland de kommende fire år. Byrådene i Herning, Struer, Ikast-Brande og Holstebro kommuner har nemlig vedtaget, at de også de næste fire år vil bakke op om Operaen i Midten som egnsteater.
Operaen har her i foråret haft stor succes med en landsdækkende turné med en intim opsætning af ”La Bohème”, som mere end 4000 publikummer har stiftet bekendtskab med. Samtidigt har op mod 2000 skolebørn fra de fire kommuner haft en stor oplevelse med ”Operakarrusellen”. En forestilling, der åbner dørene for operaens verden.
”Inden for det seneste år har vi også haft børnehavebørn i teatret til ”Tryllehatten” og hele familien af sted til vores store opsætning af ”Hans & Grethe”, så jeg er stolt af at sige, at vi lever op til vores motto om opera for alle”, siger operachef Flemming Vistisen.
Han føler, at de fire hjemkommuner netop bekræfter at operaen lever op til sit formål, ved at forlænge egnsteateraftalen.
Inden aftalen for de næste fire år er helt på plads, skal kunststyrelsen også lige godkende den. Det forventes at ske inden 1. juli.
Omtrent samtidigt fejrer Operaen i Midten en eksportsucces, idet teatrets version af ”Hans & Grethe” sættes op i Bergen i Norge i slutningen af juni.

- Hans og Grethe jubler igen, når succesoperaen genopsættes i Bergen i juni, mens Operaen i Midten jubler over at fortsætte som egnsteater. Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com.

