Pariserstemning og succesturné
06-03-2011
Operaen i Midten er klar til at spille "La Bohème" for tusinder på stor turné.
Sangere og musikere er nu klar, før Operaen i Midtens særlige version af Puccinis opera ”La Bohème” har repremiere.
Første forestilling er på tirsdag den 8. marts i Viften i Rødovre, hvor der er meget få ledige pladser tilbage. Det samme gør sig gældende flere andre steder i landet, hvor operaen kommer forbi.
Ikke færre end 16 scener skal holdet betræde i løbet af de kommende uger.
Instruktør Pernille Elimar havde stor succes med sin intime opsætning af klassikeren i 2008, og derfor glæder hun sig over, at det er lykkedes at samle stort set det samme hold på scenen, som den gang.
”Det er et glædeligt gensyn, men det giver også mulighed for at gøre det endnu bedre end sidst, for der er plads til at arbejde med endnu flere detaljer,” siger hun.
Der er en god stemning på holdet, hvor alle arbejder for at give publikum en stor oplevelse med opera i øjenhøjde.
Teaterforeninger flere steder glæder sig over, hvor godt det går med salget af operaen. Den særlige opsætning med otte på scenen, en dirigent og et orkester på syv musikere, har gjort det muligt for flere at sætte opera på sæsonkortet.

