Succesopera bliver eksportvare
10-12-2010

Operaen i Midten sender Hans & Grethe til Norge.

Det er ikke blot det jyske familiepublikum der er begejstret for operaen Hans & Grethe. Den Ny Opera i Bergen har set opsætningen og vil købe forestillingen.
Det er helt unikt for et egnsteater som Operaen i Midten, at der er international interesse for at købe en opsætning.

 
Operachef Mary Miller var på plads til premieren og tog bagefter et møde med instruktør Pernille Elimar og Flemming Vistisen, der er chef for Operaen i Midten. Hun var meget tilfreds med, hvad hun så, og hun vil have eventyroperaen op på sin udendørs scene i juni næste år.

 

Den Ny Opera i Bergen er Norges næststørste operahus, der orienterer sig meget internationalt med mange store gæstesolister.

”Mary Miller er specielt begejstret for vores version med både børnekor og ballet, og det at vi har lagt talt dialog ind,” siger Flemming Vistisen.

 

Han glæder sig over, at rigtig mange børnefamilier allerede har set forestillingen og over, at det også er familievinklen, der har fanget opmærksomheden i Norge.

”Samarbejdet med Den Ny Opera i Bergen markerer de internationale ambitioner, som vi har i Operaen i Midten,” siger Flemming Vistisen.

 

Hans byder Grethe op til dans
Norges andetstørste operahus byder Operaen i Midten op til dans og er klar til at importere Hans & Grethe. Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com
Hurra, heksen er død
De mange medvirkende i Hans & Grethe ser frem til at spille for en fyldt sal i Herning Kongrescenter i morgen. Det er sidste forestilling i denne omgang, men operaen får en fremtid i Bergen. Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com