Turnerende tango-opera blev en succes
20-11-2011
Omkring 500 har set Maria de Buenos Aires hos Operaen i Midten.
Klapsalverne bragende endnu en gang op mod de medvirkende, da de lørdag aften bukkede for sidste gang efter en opførelse af tango-operaen Maria de Buenos Aires.
Forestillingen blev rundet af på Knudsens i Holstebro, hvor der både fredag og lørdag var godt besat på stolerækkerne. Operaen i Midten havde ændret væsentligt på opstillingen i salen. Dermed fik publikum virkelig nærheden af de medvirkende, der spillede mange steder i salen.
I det hele taget har tango-operaen været på turné i vidt forskellige rammer, og de medvirkende har tilpasset deres spil og opsætningen til scenerum i Struer, Herning, Ikast og Holstebro. Fælles for alle aftener har dog været intimiteten i salen, efterfulgt af stor begejstring fra publikum.
En række publikummer valgte desuden lørdag at få ekstra krydderi på oplevelsen ved at møde op til danseundervisning i Holstebro. Her fik de en time med tango, så de selv kunne få en fornemmelse af rytmer og trin. Bagefter gav flere udtryk for, at det er en stor oplevelse og et godt supplement til forestillingen.
Maria de Buenos Aires hægter sig på Operaen i Midtens perlekæde af meget forskellige forestillinger. Sammen lever de op til kompagniets målsætning om at skabe opera for alle.

- Flere par benyttede muligheden for at lære lidt tango inden sidste forestilling lørdag aften. Foto: Mads Gammelmark

- Både publikum og anmeldere har været begejstrede, blandt andet for Ingeborg Børch som Maria og for de to dansere Alejandre Heredia og Mariano Otero. Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com

