
LA BOHEME
Opera af Giacomo Puccini
>> Se spilletidspunker og steder
>> Medvirkende
>> Se billeder fra forestillingen
Giacomo Puccini er en af historiens største operakomponister. Han bevarede hele sit liv en svaghed for operetten og i særdeleshed Franz Lehar. Og det kan man høre, når man lytter til La Boheme.
Musikkens flygtige og tilsyneladende lette karakter (og ikke mindst utroligt iørefaldende melodier) ligger i klar forlængelse af datidens lounge-musik, som man kunne opleve det på salonerne i Paris.
Derfor virker det også naturligt, at omskrive musikken til en udgave for salonorkester på 7 musikere, og lade operaen blive sunget af unge sangere med lyriske stemmer. Vi lader operaens musik og historie blive præsenteret af de mennesker den omhandler. En generation der lever livet på cafeerne og tager livet én dag ad gangen til tider med store menneskelige konsekvenser.
La Boheme er en bittersød tragedie: Fire gutter lever sammen i den yderste fattigdom i Paris, og det er juleaften. Huslejen kan de ikke betale, og de har hverken penge til mad eller varme. Ind træder naboen Mimi for at få hjælp, og Rodolphe og Mimi falder for hinanden. I næste akt er vi på Café Momus, hvor Marcellos smukke eksveninde Musette ankommer sammen med rigmanden Alcindor, som ender med at blive svigtet af Musette og betale hele regningen! To måneder senere fortæller Mimi Marcel, at hendes forhold til Rodolphe er forbi, og Rodolphe på sin side fortæller Marcel, at Mimi er ved at dø af tuberkulose uden at vide, at Mimi overhører deres samtale. Tilbage på værelset savner Rodolphe og Marcel deres kærester. Musette braser ind og fortæller, at Mimi ligger dødssyg på trappen og vennerne kan blot se til da Mimi udånder i armene på Rodolphe.
Forestillingen synges naturligvis på dansk.
Forestillingen havde premiere november 2008 og blev så vel modtaget af både publikum og anmeldere at Operaen i Midten har besluttet at genopsætte forestillingen til turné.

